2011
01.02

Jeg har før svoret at jeg ikke ville skrive om X-factor. Nu kom jeg igen til at se et afsnit – og kan nu ikke holde mig tilbage:

X-factor er igen i år startet – og blev igen brugt som underholdning hjemme i stuen ved svigerfamilien. Det er egentlig ikke fordi jeg finder X-factor særlig morsomt længere – faktisk føler jeg at det er et ret “klamt” program. Hvad jeg først fandt morsomt, var introduktionen af “dommerne”. Pernille Rosendahl mente at hun virkelig kunne gøre en forskel denne gang, så derfor valgte hun i år at medvirke i X-factor… Hendes band “The Storm” blev virkelig promoveret i introduktionen. Det går vist ikke så godt for “The Storm” for tiden – så lidt gratis DR-promovering er vel ikke nogen skade til – angående forskellen, som hun kunne gøre denne gang, så fandt jeg i løbet af udsendelsen ikke megen forskel på hendes attitude, måden hun sad på – eller for den sagsskyld på, hvordan hun reagerer. Det skulle måske aldrig være pengene, hun gjorde det for ? Blachmand sagde i fuld seriøsitet at han virkelig følte at “noget godt” kunne ske i denne udgave. Hvorfor kunne der ikke ske noget godt i sidste ?! … Der var vist også en kunstner presset af finanskrisen og uden for meget på kistebunden. Cuttfather blev den sidste, der skulle introduceres. Der var jo ingen grænser for hvor meget stjernestøv, der var faldet på ham, han mere end kendte Kylie Minoque – på den professionelle måde – men det var bestemt ligesom at have et unikt forhold…. Derudover havde han jo arbejdet meget sammen med Pixie etc. etc. – ja, han havde faktisk opdaget mange af dem.
Konceptet bag X-factor er at “revl og krat” kan komme og prøve deres talent af overfor nogle, som kan høre om det er noget, der kan dyrkes til noget. “Dommerne” må enten ikke have læst jobbeskrivelsen – eller også er de præget af deres “Professionalisme”. Der er nemlig sket det, at de kun vil høre folk, der synger godt. Her går det galt for X-factor, det er klamt, uprofessionelt og barnligt ikke at ville følge konceptet, men istedet gøre sig til apatiske talentløse bødler, der kun er istand til at fremhæve sig selv ved sidde og ydmyge dem, der jagter et simpelt håb og tilmelder sig konceptet.
Det hele er ret tydeligt i gårdagens version af X-factor. Moren, der håbede på en fremtid for sit barn, havde et håb om at hendes barn kunne blive til noget indenfor musikverden. Desværre viste det sig at pigen ikke sang godt – men her skal det også bemærkes at hun aldrig havde fået sang-undervisning… Der kunne sagtens være et talent gemt…. Istedet vælger X-factor dommerne at ydmyge først datteren, senere moderen på landsdækkende tv… Efterfølgende kommer der 2 teenage-tøser ind, som er anbefalet af deres fodboldtræner – fodboldtræneren har et håb for pigerne, som så heldigvis også viser sig at være gode til at synge – måske de havde fået sang-undervisning? Disse 2 teenage-piger favoriseres med sætninger som “De kan gå hele vejen” etc. I begge tilfælde var der tale om simple håb, hvor resultatet blev gjort til forskellen. Det, der er det bizaare i denne sammenhæng er, at det er dommere, som ikke selv skal yde en indsats for at bedømme disse mennesker – de skal sidde på deres flade og tage stilling til om de kan lide det eller ej. Det er kun illusionen om at dommerne selv kan synge, spotte talenter og omgåes stjernerne, der gør at de har fået bemyndigelse af DR til at sidde i dommer panelet.

En anden ting, jeg fandt rigtig morsomt var, da Sunshine Superstar kom på scenen. Han havde format og formådede at få folk til at klappe – og var fuldstændig ligeglad med dommernes ord. For han vidste hvem han var – han var Sunshine Superstar – og havde noget at have det i. Der var ikke nogen, der skulle fortælle ham at han var talentløs – for han var en superstjene. Jeg håber, at han bliver danmarks nye talent, for det har han fortjent. Han fik gjort de selvfede dommere knap så selvfede – og Pernilles kommentarer om at det var det ringeste nogensinde og at hendes liv var for kort til det, vidner om at han ramte plet…

Nej tak til X-factor, jeg napper hellere en kop kaffe og en bolle til tonererne, som vinden fremprovokerer på nedløbsrørene.

UPDATE 21/01/2011:

Nu viser det sig at et pladeselskab “Artist by beat” faktisk har været ude og høre den af Blachman definerede dårlige sanger. De har fundet ud af at hun faktisk kan synge – og at de faktisk i studiet har kunnet finde talentet. Se det er glædeligt! Tænk en gang at kunne skabe et talent ud af noget, som blev udkåret talentløst af Blachman.. Det må helt klart give stof til eftertanke… Faktisk tror jeg at April var ramt af præstationsangst ligesom studerende ofte kan være det (Eksamensangst). Det kan være svært at præstere, hvis man ved at hele danmark sidder og dømmer én. I kan læse om samarbejdet mellem April og “Artist by beat” på Ekstra Bladet. http://ekstrabladet.dk/flash/filmogtv/tv/article1490921.ece

title=

No Comment.

Add Your Comment
*