2010
04.27

Det ser sort ud, hvis man kan få sig selv til at se sig reddet af Microsoft – ikke desto mindre var det sådan jeg havde det imorges. Jeg havde igår aftalt med en kvinde at jeg skulle ghoste hendes computer med et nyt winxp-image i løbet af natten, idet printerdrivere, spoolere osv. ikke gad fungere med vores netværksprintere. Desværre glemte jeg at komme forbi hende i løbet af igår – og da jeg kom i tanke om det igår var det desværre for sent at vende tilbage til arbejdspladsen. Derfor besluttede jeg mig for at nu ville jeg til bunds i det med printer-drivere, spoolere. Jeg googlede rundt – og fandt til sidst ud af at microsoft havde lavet et printer migrations værktøj printermig.exe, som skulle kunne tage backup og restore ens printerdrivere. Jeg afprøvede det på min hjemme-pc og sørme om det ikke virkede. Jeg besluttede derfor at møde en halv time før op på arbejdet – væbnet med printermig.exe – lavede en backup fra min egen pc – og gik derefter i krig med medarbejderens pc. Det viste sig, at jeg selv kunne komme til at printe på min egen ident – og troede derfor at problemet var løst. Desværre viste det sig til min store overraskelse ikke at være det, idet medarbejderen ringede mig op kort efter hun mødte op på sin arbejdsplads og sagde at det stadig ikke virkede. Jeg gik ned, slettede alle hendes printere og eksekverede herefter printermig.exe, hvorpå jeg restorede min backup på hendes ident – og sørme om det så ikke virkede. Microsoft reddede mig! – Nogen gange er verden andet end bare sort/hvid.

2010
04.25

Jeg har i lang tid ledt efter en netværksbaseret temperatur-føler – gerne med 3-5 sensore og alarmering ved overskridelse af værdi – og selvfølgelig til billige penge. Desværre har jeg endnu ikke fundet en samlet løsning, der kommer under 2000 kr. – men idag stødte jeg på et produkt, der med 1 føler koster 1500 kr. – og derudover kan man købe en sensor ekstra til 600 kr., som kan tilkobles. Det er vist den billigste løsning indtil nu, hvis man ikke kan nøjes med et gammeldags termometer og et ip-kamera til at filme på det…

Sensoren jeg faldt over hedder HWg-STE Ethernet Thermometer – du kan købe den på: http://www.mobbis.com/HWg_MON_STE.htm

Jeg har valgt at vente til de engang kommer på tilbud 🙂 – men skriv gerne hvordan den er, hvis du har købt den.. Skriv også gerne, hvis du kender alternativer, der er til at betale.

2010
04.25

NET-PwrCtrl HOME fra Anel-elektronik.de

NET-PwrCtrl HOME fra Anel-elektronik.de


Jeg har i lang tid gået og spekuleret på om man mon ikke kunne få en smart netværksbaseret stikkontakt, idet jeg stod og kunne bruge en sådan løsning til et ventilationsanlæg. Efter en tids googleing fandt jeg ud af at ALLNET i tyskland havde udviklet én. Desværre var den ikke i ALLNETS danske webkatalog – og jeg besluttede mig derfor for at undersøge om der ikke var andre alternativer. Et eller andet sted ville jeg også foretrække at jeg kunne styre mere end bare 1 230V-stik-prop – især fordi ALLNETS-løsning kostede i omegnen af 1200 kr. I min søgen fandt jeg en del alternativer – desværre var de fleste super dyre. Men til sidst stødte jeg på en tysk hjemmeside: http://www.anel-elektronik.de/ – de havde nogle smarte netværks-baserede-stikdåser – deriblandt NET-PwrCtrl HOME, som endda kunne styre hele 3 stik. Efter en tids googeling fandt jeg dem en smule billigere (ca. 1000 kr.) på hjemmesiden solutions-24.com , hvorpå jeg straks afgav en bestilling.

Jeg satte skidtet op til ventilationsanlægget – og systemet har kørt over internettet lige siden. Super smart, at man nu er i stand til at tænde og slukke for ventilationen lige meget hvor i verden man er. Anel-elektronik-stikkontakten kan klart anbefales!

Stikkontakten har 1 ethernet rj45 10 mbit indgang, 1 almindelig pc-stik til fødestrøm, 1 udgang til permanent almindelig strøm og 3 til automation via webinterfacet. Webinterfacet er enkelt at gå til, men seneste version af firmwaren findes desværre ikke i engelsk endnu. Så find den tyske støvede ordbog frem fra skabet.

2010
04.14

Jeg kunne ikke stå for fristelsen, da jeg den anden dag faldt over et 42″ full hd dvb-t/dvb-c 100hz Phillips-tv til kun 5300 kr. på wupti.dk’s hjemmeside. Jeg har i lang tid gået med drømmen om et lidt større og bedre tv end mit 32″ hd-ready (32PFL5522D) Philips-tv – så tilbudet lokkede – især fordi jeg har haft svært ved at finde andre tv større end 40″ til under 6000 kr., som også var 100 hz.

Hvordan er tv’et så ?

Billedet er rigtig godt – også ved brug af computer og xbox – så selve panelet/skærmen fejler ikke noget.

Desværre er menuerne og ikke mindst fjernbetjeningen mildest talt elendigt.

  • Fjernbetjeningen ligner et halvt æg – og kan ikke lægges på et bord uden den kør’ rundt på bordpladen. Samtidig har den et meget begrænset antal knapper, som gør at man ofte skal bruge 2-3 tryk for at komme ind i den rigtige menu. Det er ikke særlig gennemtænkt at man skal bruge 3 tryk for at komme ind i f.eks. programguiden og for at komme ind i udvælgelse af tv-kanaler. Philips har valgt at lave en op/ned/til venstre/til højre knap/op, som de har valgt udelukkende at bruge til menuen. Udenom disse knapper er der ligeledes en op/ned/venstre/højre knap, hvor højre og venstre kan bruges til at gå et program op eller ned – og hvor op/ned bruges til at navigere ind i menuerne med. Det er hamrende besværligt og tidskrævende at lave selv helt enkle operationer.
  • Grænsefladen i menuen ligner noget, der kan sammenlignes med de første OSD-systemer i tv’ets historie. Det er sort-baggrund og der mangler god funktionalitet i samtlige menu’er. Man har heldigvis mulighed for at vælge kanaler til favoritter. Men disse favoritter kan ikke udelukkes vælges i program-guiden (istedet bliver samtlige kanaler listet 2 gange – det er vist opdateret i den nye firmware). Det er hamrende dårligt! Samtidig irriterer det mig, at man ikke har skærmbilledet til at køre bagved menuerne, når man går ind i dem. Hvis du går ind i programguiden er alt stoppet – selv lyden… Det er ikke godt nok – det er faktisk hamrende elendigt! En anden ting, der pisser slet ikke er godt nok er den manglende mulighed for at se hvad der er på de forskellige programmer i program-listen. Man burde kunne markere en kanal og se hvad der var på den (via EPG) før man valgte den. Nu tænker I nok, at det ikke kan blive ringere – men dér tager i fejl… Jeg satte en usb-harddisk til skærmen og gik ind i billede-visnings-delen. Desværre gik billedevisningsprogrammet ned og loadede i uendeligheder – jeg var nødt til fysisk at hive harddisken af og slukke og tænde for skærmen igen.
  • Ovenstående 2 punkter viser med tydelighed det elenige i tv’et, der gør, at Philips har følt sig nødsaget til “kun” at tage 5300 kr. for skærmen. Det eneste, der har gjort mig lykkeligt mht. menuen på tv’et er, at der i en undermenu i menu-systemet stod, at menusystemet er udgivet under open source “GPL”-licensen, hvilket vil sige at jeg selv kan gå igang med at udvikle et godt menusystem inden jeg går ned med en depression pga. det elendige menu-system.

Det skal lige siges at jeg ikke et sekund har fortrudt mit køb. 5300 kr. er OK for de specifikationer. Jeg håber bare at ligesindede nørder går i gang med at udvikle en rigtig god custom-firmware – ligesom OpenWRT, DD-WRT og Sweasoft har udviklet rigtig god firmware til et væld af routere.

OPDATERING:

Jeg har igennem tiden jævnligt opdateret mit tv med nyeste firmwares fra Philips hjemmeside. Det er altid gået godt, men ved sidste opdatering af firmwaren kom der en programming-fejl. Min begejstring omkring tv’et steg ikke.. Og jeg besluttede at lave en support-sag på Philips hjemmeside. Efter 3 ugers tid (igår) fik jeg svar pr. mail, at de forgæves havde prøvet at kontakte mig ang. reperation af tv’et. Philips har nemlig lanceret en ny service-ordning på alle skærme større end 32 tommer, hvorfor min 42″ altså er dækket, der medfører at de sender en tekniker ud, så man ikke skal bøvle med forsendelse frem og tilbage. Jeg glæder mig derfor til at få service-teknikeren ud og kigge på tv’et… TV’et har altid opført sig underligt, indstillede kanaler forsviner etc. Derfor formoder jeg at det er en hukommelsesfejl, men det bliver spændende at se hvad teknikeren kan sige.

Jeg må sige at jeg er overrasket over det service niveau Philips tilbyder. Det gør nok at jeg også næste gang køber et Philips TV.

OPDATERING – 23/01/2011 :

I tirsdags kom teknikeren så. Han ringede mig op og sagde at det var Eurocare – eller noget i den stil. Han havde stået og ventet en time ved min dør – og var tydeligvis godt træt af det. Det viste sig at han havde fået et forkert telefonnummer fra Philips – og efter jeg fik ham fortalt at jeg havde en kammerat, der kunne være der indenfor 2 minutter blev han glad igen. Han brugte 15-20 minutter på at skifte et hovedprint. Efterfølgende lagde han en seddel, hvorpå der stod at jeg kun måtte opdatere firmware til en version højere end 140.27, idet det var et helt nyt print, som endnu ikke bliver leveret til slutbrugere. TV’et har siden fungeret bedre end nogensinde før.

2010
04.07

Jeg læste den anden dag på DD-WRT’s hjemmeside, at de nu havde indgået et samarbejde med Buffalo omkring at levere firmware til en del af Buffalo’s nye routere. Jeg undersøgte de nævnte routere: WZR-HP-G300NH, WHR-HP-G300N and WHR-HP-GN og fandt hurtigt ud af at WZR-HP-G300NH havde 64 MB ram (!) og 32 MB flash-ram (!!) – 400 MHz processor (!!!) – Atheros chipset (!!!!) – og endda Gigabit-Switch (!!!!!). Derudover havde mange haft held af at lægge DD-WRT på routeren uden DD-WRT fra fabrikken – nogle havde også oplevet at de ikke var istand til det, idet de havde fået en version fra Amazon i USA – eller en version fra Japan/Kina. Jeg læste mig frem til at problemet kunne skyldes at de inden de lagde DD-WRT på routeren havde opdateret den originale firmware. Jeg tænkte at jeg med de specifikationer og en dansk pris på ca. 600 kr. blev nødt til selv at prøve den. Jeg bestilte derfor mit eksemplar fra bjtrading.dk – og måtte vente hele påsken på at den kom (nu ved jeg hvorfor det hedder lang fredag). Jeg fik routeren leveret af postdanmark igår – og måtte selvfølgelig efter arbejde hurtigt hjem for at modificere den med DD-WRT. Jeg uploadede buffalo_to_ddwrt_webflash-EU-US.bin direkte til routeren via webgui’en i Buffalo-routeren – ventede de obligatoriske 6 minutter og genstartede routeren. HURRA.. DD-WRT var installeret uden problemer på psykopat-hjemme-routeren. Jeg ændrede root-koden og opsatte mit netværk med WPA2-Personal med AES. Samtidig satte jeg mine samlede antal forbindelser op til 32768 forbindelser (hvor jeg før har haft et max på ca. 4096 på 16 mb routere).

Jeg vil senere forsøge at følge op på om routeren ikke har formået at leve op til mine krav.

For den uvidende læser har jeg valgt at lave følgende oversigt over de forskellige termer i ovenstående indlæg:

Atheros-chipset – betragtes som det bedste chipset i hjemmeroutere – Broadcom og Ralink er konkurrenter, hvoraf Broadcom er at foretrække. Atheros skulle udmærke sig ved at have utrolig høj støj-genkendelse. Atheros er derfor ofte brugt i de mere professionelle Acces Points, som f.eks. de Cisco-access points, som professionelle Net-Designere benytter.

Firmware – den software, som er afgørende for hvordan hardware-enheden fungerer. Routeres firmware er normalt udgivet af producenten – men nogle routere kan modificeres med OpenSource-firmwaretyper som DD-WRT, Sweasoft Tomato og OpenWRT. Jeg foretrækker DD-WRT, idet det fungerer på mange routere – og rummer en masse muligheder. Sweasoft er ret begrænset til Linksys WRT54G-router familien. OpenWRT understøtter et hav af routere, men er ret avanceret at sætte op – OpenWRT er egentlig bare en linux-dist for routere (i mine øjne).

Rammene i en router er afgørende for hvor mange forbindelser en router kan håndtere. Man plejer at sige at man med en 8 MB router ikke skal gå over 1024 forbindelser, hvorimod at man med en 16 mb bør sætte sin router til at kunne håndtere 4096 forbindelser (ihvertfald hvis routeren har en lille processor på ca. 200 Mhz).

Flashrammene er afgørende for hvor stor en firmware du kan have i din router. Der findes forskellige DD-WRT versioner – f.eks. er der mini-udgivelser, der egner sig til 2 mb flash-ram-routere – og mega-udgivelser, der egner sig til 32 mb routere. Forskellen er avanceret funktionalitet – f.eks. mulighed for VPN, Asteriks og andre server-typer.

Processoren er ligesom rammene afgørende for antallet af forbindelser. De langsommeste routere er på de omkring 150 MHz – hvorimod de bedre af slagsen er på 400 MHz.

WPA2-Personal med AES – krypteringen på det trådløse netværk. Der er fundet et sikkerheds-hul i TKIP (Temporal Key Integrity Protocol), som gør at AES (American Encryption Standard) er at foretrække. Sikkerhedshullet i TKIP er, at man kan finde krypteringsnøglen ved at analysere på de iv’er, der udsendes fra routeren (et hul, der også kan brydes ved handshake).