2009
12.03

Jeg har ofte iagttaget folks diskussioner om hvorvidt det ene operativsystem er bedre end det andet.

Min it-kendskab startede, da min kammerats storebror fik sin Amiga 500 i konfirmationsgave. Jeg kendte på det tidspunkt ikke mange andre, der havde computere – hans far havde dog en pc fra arbejdet, som vi unger næsten aldrig måtte røre. Amiga’en var derfor det eneste vi kunne få lov til at bruge – og de spil han havde, blev mildest talt voldtaget – især når han var i skole og kom sent hjem.

Efter lang tids plagen besluttede mine forældre sig for at give mig en Amiga 600 i jule- og fødselsdagsgave. Jeg fik en printer – og nu kunne jeg endelig printe en stil. Jeg havde i mellemtiden været meget besat af en anden kammerats storebror, som havde været i stand til at spille simcity med andre over sit 14.4 mbps modem. Jeg fik en Amiga1200, en 120 mb harddisk og senere også et blizzard 68030-udviddelses-kort. Som internettet vandt frem fik jeg også lov til at få et modem – det endte med at blive et “lynhurtigt” 33.6 modem. Nu var jeg istand til at browse nettet (Altavista) og sende/modtage mails. Min Amiga var langt stærkere end de 286-ibm-computere vi brugte i skolen til simple regneopgaver.

Da jeg kom i 3-4. klasse i folkeskolen blev vi præsenteret for en helt ny type pc’ere, idet biblioteket havde fået én 386’er til rådighed – endda én med Windows95 og modem. Så kunne man gå op og spørge om lov, hvis man skulle bruge internettet. Jeg var ikke imponeret over 386’er pc’erne – de var ringe sammenlignet med min Amiga. Min Amiga-fanatisme var født!

Mens folk sad og skrev deres stile på pc’ere brugte jeg min amiga1200 – og skulle hver gang konvertere disketterne – fordi en pc-diskette kunne indeholde 720 kb pr. side – og en amiga kunne kun håndtere 880 kb single-density – dvs. at for at en pc skulle kunne snakke med en amiga-diskette, skulle den formateres til 720 kb. Derefter var der format-krigen – at få sit WordWorth til at konvertere til .doc . Alligevel blev jeg troligt ved med at bruge amigaen – og nægtede altid at skulle have en pc – for min Amiga kunne ALT.

Alligevel så jeg mig nødsaget til at bide i det sure æble omkring min konfirmation, da “Commodore” døde og “Haage og partner” ikke havde formået at genoplive Amiga’en.

Min konfirmationsgave – og dermed min første pc blev altså en 400 Mhz Celeron med 64 mb ram. Da jeg fik Celeron’en kunne jeg godt mærke at tingene tog fart. Forskellen fra mine hidtil 8 mb ram og til de 64 gjorde virkelig en forskel. Nu kunne jeg bedre komme fremad – og hukommelseshåndteringen var bedre – man skulle ikke hele tiden genstarte fordi man ikke havde fået lukket alle programmer etc.

Pointen med historien er, at fanatisme aldrig betaler sig. Idag har jeg ikke et fanatisk forhold til operativsystemer. Jeg vil altid elske Amiga’ens workbench, men samtidig har jeg heller ikke noget imod hverken Windows, MacOSX og Linux. Alle operativsystemer udemærker sig på hver sit område – og selvom jeg idag foretrækker ideologien og opbygningen af Linux, så er det stadig Windows jeg bruger til browsing og udvikling etc., hvorimod jeg bruger Mac til billedmanipulering – og Linux som primært server-os.

Jeg foretrækker at byde forskelligheden velkommen..

Grunden til at jeg skriver dette indlæg, er at jeg netop har set filmen MacHeads, som netop er blevet udsendt gratis på nettet: http://www.snagfilms.com/films/title/macheads/ – Et tydeligt eksempel på at fanatisme ALDRIG betaler sig. En kvinde udtaler at sex med en windows-fyr aldrig vil være det samme som en mac-fyr – hun kommer med konklusionen: “Thats never gonna happen again”. Filmen er et “kig” værd – især fordi den er gratis.