2008
05.29

Sjov stemmegenerator

Vi har i frikvarterene i datamatiker-klassen haft meget sjov med en stemmegenerator (virker på utrolig mange sprog inkl. dansk) de sidste par dage. Stemmegeneratoren er en web-applikation, som kan findes på: http://www.acapela-group.com/Greetings/easterbunny.html bare tryk på Kaninen – og indtast det, som du vil have udtalt efterfulgt af et klik på OK.

2008
05.29

Våde nattedrømme

Mange har våde drømme om deres kærester, elskere etc. Jeg skal ikke udelukke at én af disse også figurerede i mine våde drømme i nat, men da jeg vågnede havde jeg mest af alt en “Mac Mini” på nethinden. Med et strømforbrug på kun 25 watt ville det for mig helt sikkert være investeringen værd. Prisen på en mini er ca. 4000 kr, hvilket nok kunne berettige investeringen på kun 1 år. Faktisk er det dumt ikke at hoppe på vognen – især pga. de stigende elpriser og de svømmende isbjørne… Nu er 4000 kr. bare et uoverskueligt beløb for en su-studerende som mig – med andre ord en god månedsløn. Eftersom at Mac Mini’er ikke sådan kommer dumpende ned fra himlen må Mini’en nok foreløbigt forblive i de våde drømme.

2008
05.26

Efter lang tids googling og derefter et forsøg på at finde en lille kobberplade i Bauhaus til forbedring af cpu-kølingen gav jeg op. Istedet købte jeg et ark smergellærred – og tænkte, at jeg om ikke andet kunne bruge en nedslebet 50-øre som mellemlæg mellem processor og køler. Da jeg fik undersøget 50-øren var den ikke helt tyk nok, men jeg fik ved et tilfælde øje på min Equinox-mønt (den der bruges til omklædningsrummenes skabe i fitness-centeret). Den havde samme størrelse som en messing 20’er, hvilket var den perfekte størrelse. Jeg besluttede derfor at give overfladerne en omgang med smergellærrede og bruge den som mellemlæg med en god slat kølepasta på begge sider. Jeg fik bærbaren splittet ad igen, monteret mønten og samlet igen – og tændt. Resultatet viste sig at være super godt. Kun 50 grader ved almindelig brug… Nu bliver næste udfordring at få processoren til at sparke lidt hårdere, hvilket nok kræver lidt bios-opdatering og avanceret strømstyring.

2008
05.26

Jeg faldt tilfældigvis over en kasseret (og gennemtæsket?) dell-bærbar i vores affaldsrum. Af ren nysgerrighed nappede jeg den med hjem, da jeg tænkte at der måske var noget i den, som jeg kunne bruge (den lignede min fars en smule). Da jeg fik skruet de små låg på bagsiden af var der en 512 MB DDR-blok i – og et dell trådløst netkort. Jeg fornemmede at det ikke var en vildt gammel bærbar og besluttede mig for at kigge lidt nærmere på processoren. Det viste sig at være en intel-processor med nummeret: “SL6FK” og den sad i en i 478m port. Et hurtigt opslag på google afslørede, at der i silikone-klumpen gemte sig en pentium4 2 GHz mobile cpu. Nu har jeg altid haft det sådan, at jeg altid først har følt mig tilknyttet en computer, hvis jeg har haft den totalt skilt ad. Derfor kom jeg i tanke om at jeg vistnok havde en bærbar med samme sokkel. Jeg fandt min gamle Medion 2.4 Ghz Celeron lorte-bærbar frem, som har fået min computer-samlings fineste og “mest” krævende opgave.. Nemlig at være netbank-computer. Jeg fik hurtigt skruet netbank-computeren fra hinanden (nok den største fornøjelse, som jeg endnu havde haft med den lorte-pc). Jeg fik pillet blæser og processor ud – og utroligt nok havde jeg husket rigtigt – det var samme sokkel. Febrilsk fik jeg puttet den nye cpu i – og blæseren blev på ny påmonteret. Jeg fik hurtigt skruet lortet sammen og samlet, men da jeg tændte for den kom det skærmbillede, man som hovedregel forventer af en medionbærbar – intet andet kan man forvente af sådan en computer – nemlig en sort skærm (dog med baggrundslys i).. Tanken strejfede mig, at processorens “kerne” ikke havde helt samme højde som den anden – og at køleren nok derfor ikke kunne køle. Jeg fandt hurtigt en gammel cpu-køler frem og knaldede køleribberne af med en hammer, lidt (meget) kølepasta på hver side og så bare i med lortet (Samtidig med et skævt “det går sku nok”-smil på læben). Delene blev igen samlet og minsandten om lortet ikke startede.. En dejlig følelse.. Endelig er alle Celeron-cpu’er udryddet fra min lejlighed.. Hvilken fryd.. Spanden startede fint op i windows og jeg gik i gang med ServicePack3 installation. Jeg tænkte, at det nok var én idé lige at tjekke varmen på processoren. 120 Grader.. Pænt sygt ! – men intel er jo kendt for kvalitet, så “What the fuck”. Til min store frustration så jeg i egenskaberne på “denne computer” at den KUN kørte med 1200 MHz. Jeg tænkte at jeg lige kunne hente en bios-update på Medions hjemmeside, men der var ingen held, selvom de havde opdateringer til en masse andre bærbare.. Efter én-to timers googling og en masse blindgyder på bios-producenten phoenix’s hjemmeside, fandt jeg ud af at bundkortet hed WiD 2030 og at medion faktisk også havde produceret en anden bærbar med samme bundkort (men med tilhørende opdatering).. hmmm mon bios-opdateringen til dén kan bruges? Det vil jeg indenfor de næste par dage undersøge (med fare for at det intet virker bagefter!) – så det er hermed tilføjet som et TODO-projekt. En bedre kølerløsning skal jeg dog også prøve at udarbejde i mellemtiden, men i første prioritet har jeg alligevel mit “prøve-eksamen i programmering”-projekt, som jeg SKAL bestå på Torsdag.. Heldigvis virkede også rammene fra dell’en fint i min tarvelige netbank-pc 😀

2008
05.20

Spar på strømmen

Efter i mange år at have haft en stor del af ansvaret for at isbjørnene på Grønland fik trænet deres svømmeegenskaber har jeg valgt at kigge nærmere på mit strømforbrug. Faktisk er det blevet sådan at jeg skænker det en tanke inden jeg køber nyt hardware. Ekstraregningerne fra elværket har også været medvirkende til at fremskønne processen. En ekstraregning på 10.000 kr. er en del for en SU-studerende. For at kunne være el-freak er det en god idé at starte ud med at låne/købe en elmåler – hvis man altså kan klare chocket… Dengang jeg købte mit philips 32″ fladskærms tv 32PFL5522D fandt jeg oplysninger på nettet om at den i standby brugte under 1 watt… Nu forholder det sig bare sådan, at de mener at standby er hvor skærmen ikke engang kan tændes fra remoten. Men hvad mon den lille røde lampe og remote-censoren så kan slupre i sig? 20 Watt. – ja, tallet på måleren giver helt samme ansigtsudtryk som et kig på displayet i badevægten. Jeg gik derfor ind og undersøgte hvormeget strøm de pc-højtalere jeg havde tænkt mig at købe brugte – og tallet var det samme 20 watt. Jeg valgte derfor at gå efter en knap så diode-befængt model, som ikke brugte det store slukket, men tilgengæld lød godt når de var tændt. Jeg vil herunder lave en liste over hvormeget strøm forskellige apparater bruger, da jeg ofte har måttet søge i det uendelige uden resultater på nettet.

Model / Modelnr / Alt Slukket / Standby / I Brug

Philips FladskærmsTV / 32PFL5522D / ½ Watt / 20 Watt / 121 W

IBM Laptop / T30 / ½ Watt / 1½ Watt / 30-55 Watt

Spillekonsol / XBOX360 / 2,3 Watt / 2,3 Watt / 140 Watt

IBM CRT-skærm / ThinkVision C190 / ½ Watt / 0,9 Watt / 67 Watt

Sony Forstærker / 510DG / 0 Watt / 0 Watt / 40-300 Watt

Samsung 21″ TV / xxxx / 0 Watt / 13 Watt / 70 Watt

Trådløs Router Philips / xxxx / xxxx / 7 Watt / 7 Watt

Router CyberCity Zyxel / xxxx / xxxx / 9,2 Watt / 9,2 Watt

Stationære computere / xx / 3 Watt / 3 Watt / 90-150 Watt

Hvis nogle af jer læsere føler at I har relevant hardware, som kunne indgå i listen. Så skriv det i kommentarer